AV AV lægkramper

De gør bare så pokkers ondt!

Er du en af de gravide, der får lægkramper næsten hver nat og nærmest vågner og skriger, fordi du ikke kan bevæge dine fødder i nogen retninger overhovedet? Og ligger kramperne også og lurer når du fx cykler? Så er du ikke alene!

Jeg kan tydeligt huske under begge mine graviditeter, hvor frygteligt det var at vågne op næsten hver nat med lægkramper. Jeg var SÅ øm hele dagen efter. I ren desperation fik jeg læst mig frem til, at japansk tigerbalsam var vejen frem mod kramper. I et snuptag fik jeg bestilt en stor flaske japansk tigerbalsam på nettet og allerede dagen efter lå den ved min hoveddør. Den aften fik den gas med tigerbalsam på mine lægge – NU skulle det være slut med de bratte opvågninger med lægkramper om natten.

Av av av! Efter 5 minutter med japanske tigerbalsam på mine lægge følte jeg, at der var bål på mine lægge. Det var noget nær det værste jeg havde prøvet. Dog var der ingen kramper om natten. Hvad skulle jeg så vælge – pest eller kolera?

Sandheden var, at jeg slet ikke behøvede at vælge. En god lægekollega fortalte mig, at jeg højst sandsynligt fik for lidt magnesium. Den rette kost med et tilskud var vejen frem. Og hvorfor? De første tegn på magnesiummangel er træthed, koncentrationsbesvær og natlige kramper i læggene. I mange år har videnskaben prøvet at knække gåden om magnesium. Nu er det lykkedes: Det livsvigtige mineralstof holder vores kredsløbet i form og netop derfor kan fokus på magnesium være løsningen på dine lægkramper.

Gravide har et let øget behov for magnesium – gerne 400mg dagligt. Du finder magnesium i mandler, grøntsager, korn og mælkeprodukter. 

Jeg havde mærkbart færre lægkramper efter fokus på magnesium og takkede min kollega for det prisværdige råd. Og nu er det hermed givet videre til dig, så du kan få nattero <3