
Om mig
Jeg elsker at være jordemoder. Der er noget helt særligt ved at få lov til at være en del af den dag, hvor en familie bliver forandret for altid. Det er et kæmpe privilegium, som jeg aldrig tager for givet.
Til daglig arbejder jeg på fødegangen på Hvidovre Hospital, hvor jeg hjælper familier gennem både de helt ukomplicerede fødsler og de situationer, hvor fødslen tager en uventet drejning. Som privat jordemoder har jeg mulighed for at tilbyde det, jeg også selv ville have ønsket som gravid: tid, nærvær, tryghed og en jordemoder, der virkelig lærer dig at kende.
Jeg er selv mor til to skønne børn, født i 2013 og 2014 – begge på Hvidovre Hospital. At blive mor har været den største oplevelse i mit liv, og mine egne graviditeter og fødsler har givet mig en dyb forståelse for de glæder, bekymringer og forventninger, som følger med.
Mine to fødsler var vidt forskellige. Det lærte mig, at ingen fødsel kan planlægges ned til mindste detalje – og at det vigtigste ofte er at føle sig tryg og godt støttet, uanset hvordan fødslen udvikler sig. Derfor er det også mit mål, at du føler dig forberedt, mødt og guidet gennem hele forløbet.
Inden jeg blev jordemoder, arbejdede jeg som diætist med kost, træning og mental forberedelse af gravide. Jeg har også mere end otte års erfaring som forsker inden for livmoderhalskræft og HPV-vaccinen. Den kombination af forskning og klinisk erfaring har givet mig et stærkt fagligt fundament, som jeg hver dag kombinerer med omsorg, nærvær og respekt for, at alle kvinder og familier er forskellige.
Begge mine graviditeter var præget af svær graviditetskvalme (hyperemesis). Her blev akupunktur en stor hjælp for mig og gjorde en mærkbar forskel i en svær tid. Det vakte min interesse for akupunktur, og siden har jeg uddannet mig inden for området. I dag bruger jeg akupunktur som et naturligt supplement til jordemoderfaget og oplever ofte, hvordan det kan skabe ro, lindre gener og støtte kroppen – både under graviditeten, til fødslen og i tiden efter.
Mit ønske er, at du føler dig set, hørt og tryg. At du går fra vores møder med større ro, mere viden og en følelse af, at du ikke står alene. For mig handler en god fødselsoplevelse ikke om, at alt går efter planen – men om, at du føler dig godt støttet hele vejen.
Baggrund:
- Jordemoder 2019-2022
- Kandidat i folkesundhedsvidenskab 2007-2009
- Bachelor i ernæring og sundhed 2003-2006
- Personlig træner – speciale i graviditet 2004
- Stud. Lægeeksamineret Klinisk Akupunktør (RAB) 2021-
- Certificeret i obstetrisk akupunktur fra Johanne Sigumfeldt. 2018-2020
Freja og Jonas Mathiesen, flergangsfødende:
“Kære Marie
Så fik jeg endelig tid til at skrive til dig. Den 29/12 kl 6.31 kom vores Vigga til verden 3970g og 53 cm – vi er så forelsket i hende! ♥️ Vandet gik fredag aften og veerne kom kort tid efter. Jeg kunne godt være i veerne – Jonas hjalp mig med akupressur. Det hjalp meget! Da veerne begyndte at tage mere til tog vi ind på hospitalet. Jeg var allerede åbnet 6 cm. Især vejrtrækningen mig meget! Vores søde jordemoder roste både mig og Jonas for vores samarbejde Da jeg kom til pressefasen følte jeg ikke jeg kunne presse hende ud og efter lang tids arbejde endte jeg med at få en kop. Jeg blev skræmt men jeg kunne være i det
“Lille “ Vigga var ude efter en 8 timers fødsel Vi vil bare sige tusind TAK for din hjælp både til fødselsforberedelse og fødselsmodning – vi følte os trygge hele vejen igennem. Vi er så taknemmelige ♥️”
Knus fra Jonas og Freja